onsdag den 22. december 2010

Istølt Frederikshavn 2011

Tølt - den særlige gangart
Den særlige diciplin tølt er unik for den islandske hest. Og det er denne gangart der konkurreres i. Og tilmed på is. Istølt Frederikshavn afholdes for anden gang i 2011.
1.000 billetter er solgt - der er 200 tilbage!
Til premieren ISTØLT FREDERIKSHAVN 2010, var billetterne revet væk i januar måned og mange måtte forgæves håbe på at afbestilte billetter kom til salg. Billedet bliver det samme i år. Der er p.t. under 200 billetter tilbage - ud af 1.200.



Den islandske hest som omdrejningspunkt - kan udvikles til et stærkt brand for Nordvendsyssel.
Istølt Frederikshavn den 5. februar 2011, er det eneste stævne af sin slags i Danmark. Og optakts arrangementet week-enden før, - den 29. januar på Knivholt Hovedgaard, udvikler sig ligeledes med rasende fart.
Selve hovedkonkurrencen den 5. februar, trækker topryttere- og heste fra Norge, Sverige, Finland og Danmark til Frederikshavn, for at deltage i en benhård konkurrence for islandske heste - på is!
Istølt i Frederikshavn indeholder også et stærkt hingsteshow og musikalsk optræden, bodehandel og udstilling af udstyr og varer til islænderfolket.
Heste er en milliard forretning i Danmark og indeholder 21.000 fuldtidsjobs.
Ifølge magasinet TØLT, er der sat tal på værdien af hestesport- og hobby i Danmark. I en ny rapport lavet med hjælp fra Landbrugets Rådgivningscenter, er eksperterne kommet frem til, at hestesektoren i Danmark omsætter for 8,6 milliarder kroner.
Sektoren har 8.133 fuldtidsjobs. Hvis man tæller alle "udløberne" af vores hestehold med, så svarer det til omkring 21.000 fuldtidsjobs.
Alene vores hestekræfter til at køre rundt med vores heste, resulterer i en fortjeneste i bilindustrien på op mod 70 millioner kroner årligt. Blade og bøger om heste omsætter for omkring 65 millioner - og efterskoler med hestelinier omsætter for omkring 90 millioner.
Der er bosætning og omsætning i islandske heste, som i forvejen tæller flest i antal i Nordjylland.

tirsdag den 21. december 2010

e-Music Community etableres

e-Music handler om at lave elektronisk musik på sin Mac eller PC. Community handler om at gøre det i et fællesskab med andre - blive bedre, komponere sin egen musik og lære sammen med de professionelle.
Hvis du bruger din Mac eller PC til at lave elektronisk musik, så er der nu mulighed for at deltage i en række workshops i foråret 2011. Mød nogle af de bedste professionelle og bliv endnu bedre til din musik efter ‘hands on’-princippet.
I foråret 2011 er det gratis at deltage i e-Music Community så grib chancen for at lære mere om den elektroniske musik. Projektet afsluttes med en performance på festivalen ATRAP i Maskinhallen d. 14. maj 2011.

Kontakt Thomas Albæk Jacobsen, Musikskoleleder 
thaj@frederikshavn.dk





e-Music Community er støttet af Kulturalliancen, Tuborgs Grønne Fond og Kunstrådets talentudviklingspulje.



.
.
.
.
.

torsdag den 9. december 2010

Projekt Kunstsymposium 2010 i Frederikshavn

Med emnet ”Kunst som livsstil” har vi, 7 nordjyske kunstnere sat hinanden og alle andre til stævne i et kunstsymposium, hvor der udover foredrag og fællesskab også er plads til mode, kager, film og masser af musik.

Initiativtageren er ”kunstmageren” Anja Britt Honoré der øjnede muligheder i den gamle kirke i Asylgade i frederikshavn og fik lyst til at samle nogle gode kunstnere til den fælles opgave at lave nogle festlige Kunstdage i november 2010.

Det blev tre intense dage, og kunstnerne ser det som en selvfølgelighed, at der ikke betales entré, men at lysten til at være med og møde op, er stor nok til bringe en masse mennesker sammen.

Anja Britt Honoré:
"Et rigtig spændende projekt, der viste bredde og mangfoldighed i kulturens tegn. Det var flot besøgt især om fredagen til ferniseringen. Vi vil rigtig gerne bygge videre på konceptet og afholde en endnu større og bredere kunstsymposium i 2011, gerne med den nye maskinhal som rammer. Næste år skal erhvervslivet inviteres indenfor som deltagere, evt. restauranter der skal stå for maden, vinhandlere for vinsmagning, blomsterbutik for dekoration osv.Desværre solgte ingen af kunstnerne rigtig noget, men vi var vist også lidt for ophængt af alt vores arbejde med at få det hele til at lykkedes til overhovedet at have tid til at snakke med evt. kunder".



fredag den 3. december 2010

Ungdomsguide 2011

Er du mellem 14-17 - og kunne du tænke dig:
• At lære at guide
• At lære at undervise i brug af interaktive tavler, geocaching osv.
• At lære om skagensmalerne.
• At være sammen med andre unge, der er vilde med Skagens historie.


Så er der nu mulighed for at tilmelde dig et kursus i at blive "Ungdomsguide".
Kurset støtter unge i 8 og 9 kl. i at udvikle grundlæggende kompetencer til at guide og bruge moderne formidlingsredskaber, som interaktive tavler, geocaching osv.
Kurset udbydes i samarbejde med Skagen Museum, der allerede arbejder med ungeinddragelse omkring formidling af kultur og historie. I samarbejdet med unge opleves ofte nye og interessante vinkler på formidling af Skagens historie, og det er med denne tilgang, dette kursustilbud skal ses.
Ungdomsskolen vil være koordinerende omkring forløbet. De unge opnår bevis efter endt forløb, og vil efter at have deltaget i Ungdomsguideforløbet have indsigt i grundlæggende guidekundskaber, som retorik, formidling, kunsthistorie og Skagens historie. Har man som ung gennemført dette forløb, kan virksomheder, private og offentlige, efterfølgende benytte sig af ungeguider med basisviden omkring formidling.
Forløbet foregår i Skagen og får på sigt base på Kappelborg med tæt forbindelse til Skagens Museum.


Start: 12. januar 2011
Forløbet vil foregå eftermiddage, aften og i weekender og der kan afsluttes med en fælles tur til et sted med kulturel og historisk relevans. Samlet forløb ca. 40 timer.


Tilmelding til Ungdomsskolens kontor på chmi@frederikshavn.dk

onsdag den 1. december 2010

Filmhus FX: Vækst, talenter og uddannelse

FILMSATSNING / Frederikshavn Kommune

Lige nu arbejdes der med tre perspektiver op for en filmsatsning, der har potentiale til at skabe nye forbindelser mellem uddannelser, filmbranche og erhvervsliv - og at skabe ny, lokal vækst i form af viden, forretningsdannelse, samarbejde og omsætning. De tre perspektiver skal ses som en samlet pakke, hvor masser af kompetencer og uddannelsesmuligheder er tilstede, udvikles og beriger hinanden - med udgangspunkt i traditioner og historier, som er vores egne.
Og historien er netop omdrejningspunktet for denne satsning. Når man kigger på det adgangsgivende i forhold til videregående uddannelser indenfor stort set alle kunstneriske (meget bredt forstået) uddannelser, er det evnen til at kunne finde, fortælle og formidle HISTORIER, der er i fokus. 
En filmsatsning trækker på en række allerede godt etablerede aktiviteter i vores kommune - som eksempelvis filmfestival, lokalt filmnetværk, lys- og lyduddannelse, evnetuddannelse, mediefag på gymnasier og foreningslivet. Ligesom indsatsen også kan blive en arena for helt nye spillere - kulturelle, uddannelsesmæssige og virksomhedsmæssige. Det gælder eksempelvis manuskriptforfattere, produktionsselskaber, lys- og lyd firmaer, eventselskaber, uddannelsesinstitutioner og brancheforeninger.
Tre perspektiver:
Vækst / Filmland Vendsyssel
Talenter / Filmhus FX
Uddannelse / Film Kabinen
Vækst / Filmland Vendsyssel
Vi ønsker at udarbejde en strategi med et vækstperspektiv, der både er bredt og forpligter i forhold til at brande Frederikshavn/Vendsyssel/Nordjylland som et sted, hvor man kan operere, når man laver film. Vi ønsker, med afsæt i lokalt erhvervsliv, Kommunens Vækststrategi og filmbranchens parter, at skabe fordelagtige rammer og et produktionsmæssigt interessant miljø for filmmagere og filmselskaber. Målet er at udvikle regionen som attraktivt område for fremtidige nationale og internationale filmproduktioner. Af supplerende aktiviteter tænker vi på: Artist in residence, Providing/Facilitating, Afholdelse nationale begivenheder, Brancherelaterede events, Erhvervsnetværk.
Talenter / Filmhus FX
Der er et spirende filmproduktionsmiljø i Frederikshavn Kommune/Vendsyssel. Dette kan blandt andet observeres gennem ungdomsuddannelsernes mediefagslinjer, “Ungedokumentar Filmprisen” på Nordisk Filmfestival og forskellige selvigangsatte filmproduktioner blandt unge. Vi har samlet nogle af de unge, der arbejder fokuseret med filmproduktion, og etableret et “Netværk for Unge Filmmagere“. Netværket har Nordjylland/Vendsyssel som opland - med base i Frederikshavn. Netværket er nu (november 2010) i gang med at markedsføre sig selv overfor andre unge med interesse for filmproduktion i Nordjylland. Netværket afholder sin første aktivitet (workshop med Deluca Film) februar 2011.
Uddannelse / Film Kabinen
Vi ønsker at skabe et uddannelsesmæssigt tilbud for unge, der udfylder tiden mellem ungdomsuddannelsen og den videregåendeuddannelse på eksempelvis Filmskolen. Et forberedende forløb, der fokuserer på de kvalifikationer, der er adgangsgivende til videre uddannelse. Fx: Afholde kompetencegivende kurser og workshops, videndele om ledelse, organisation, fundraising og økonomi, formidle kontakt til filmuddannelser og vejlede ift. uddannelsesvalg. Vi vil involvere det professionelle film- og uddannelsesmiljø i design af kurser, workshops og etablering af kontakter til branchen. Det professionelle niveau skal involveres og inviteres som medskabere. Vi ønsker at ramme - så præcist som muligt -  de behov som uddannelser og branche efterspørger. Lokalt har vi følgende leverancesystem: EUC Nord, Eventfirmaer, Mediefagslinjer og Produktionsskoler, der vil indgå som lokal forankring og medudvikler.

Baggrund:
Strategi indenfor film udarbejdes med afsæt i kommunens vækststrategi, der har fire spor: “Oplevelse, Maritim Teknologi, Energi og Fødevarer”. I vækstsporet “Oplevelse” har kommunens Kultur og Fritidsafdeling i april 2010 introduceret Karizma - en brugerinkluderende og vækstorienteret kultursatsning, hvor FILM er et af satsområderne. 



Netværk for unge filmmagere

Filmakademiet er et netværk for unge filmmagere i Nordjylland/DK. Netværket er sat i gang i et samarbejde mellem unge og professionelle under  Karizma.

Netværkets formål:
* Skabe mødested for unge filmmagere
* Udvikle lokalt filmproduktionsmiljø
* Formidle kontakt til professionelle/uddannelser
* Uddanne og videndele indenfor produktion, organisation, teknik, fundraising og økonomi

I netværket er alle med interesse for filmproduktion velkomne.

Har du:
* produceret en eller flere film?
* leget med mediet og uploadet nogle små ting til youtube?
* en drøm om at komme i gang med rigtig filmproduktion?
* tænkt på at uddanne dig indefor film og medier?
* lyst til at lære mere og skabe forbindelser til filmbranchen lokalt og nationalt?
- så er Filmakademiet måske noget for dig.

Du kan komme med i netværket på Facebokgruppen:
Filmakademiet