torsdag den 5. juli 2012

Find pengene til iværksætter + kultur


Center for Kultur og Fritid har været på besøg hos Platform 4 i Ålborg. Et kultur og iværksættermiljø - med særlig fokus på teknologi og kunst. En hub for unge, der har lyst til at eksperimentere og en legeplads/netværkshus, hvor forskellige komptencer mødes.

Vi kom på en formiddag, hvor der var stille i den gamle restaurant i Karolinelund. Et lokale, som Platform 4 rykkede ind i primo 2012. Tidligere havde de lokaler på havnefronten - men måtte pga byggeplaner på havnen forlade de 1200 kvadratmeter og finde plads i Karolinelunds gamle restaurant - på ca 450 kvadratmeter. Det har givet en række udfordringer. Fx er der ikke umiddelbart plads til det værksted, der er en af livsnerverne i Platform 4. Aktiviteterne og ideerne i Platform 4 er fysiske - de bliver til ting, apparater, installationer, dimser og blinkende maskiner. Så der skal findes en løsning, siger Mads Bang.
Platform 4 er finansieret af Ålborg Kommune og en række fonde. Pengene bliver blandt andet fundet af Mads Bang, der har sin egen virksomhed: Brandstate, der har gjort det til sit grundprodukt, at fundraise.  Mads er ikke en del af Platform 4, men gennem fundraisingen er han involveret i projekter og hjælper med at udvikle.

Mads har nogle tips til dig, der vil fundraise til et projekt:

* Det skal være noget nyt
* Der skal være helt klare målsætninger
* Du skal sørge for samarbejde med relevante interessenter
* Være klar på målgruppen
* Have fokus på, hvordan du vil rekruttere målgruppen
* Præsentere et komplet budget