mandag den 29. november 2010

STÜTZPUNKT - fortællingen bli’r virkelighed

Med afsæt i Karizma-projektet i Frederikshavn Kommune, er anden verdenskrig og besættelsestiden kommet tættere på en levendegørelse. Museer, frivillige, foreninger og turismen glæder sig over initiativet, der er det mest ambitiøse og største af sin art i Danmark.

Den 21 maj 2011 vil ”Stützpunkt Nord” tage afsæt i de faktiske og virkelige forhold, historier og indtryk som borgere og besættelsesmagten bød hinanden fra 1940 – 1945 i Frederikshavn Kommune ved en stor event på Bangsbo Fort. Det første kick-off møde om udvikling af Stützpunkt Nord afholdes den 30 november kl. 19.00 på ammunitionsbunkeren på Bangsbo Fort. I de kommende måneder vil borgere og frivillige fra mere end 45 foreninger, professionelle skuespillere, kulturinstitutioner og erhvervslivet i Frederikshavn Kommune arbejde intenst med at levendegøre de dramatiske besættelsesår i fra 1940-45 på Bangsbo Fort.

Formanden for kultur og fritidsudvalget, Mogens Brag, har fulgt projektet og glæder sig over udviklingen. ”Da vi satte Karizma projektet i gang var det for at sætte skub i den energi foreningerne bærer og som kan berige kulturinstitutioner, events og erhvervslivet. Han siger; ”Karizma projektet handler jo netop om, at vise at alle foreninger og kulturinstitutioner, fra brevdueforeningen til de store museer har store og væsentlige roller i vores lokalsamfund. Ved at sætte dem sammen på nye måder sker der nærmest en eksplosion af energi og ideer. Stützpunkt kan blive en publikumsmagnet og give et nyt fællesskab på tværs af hele kommunen. Det er fedt.”

Kulturchef Thomas Østergaard har været med fra begyndelsen, og har længe drømt om at fæstningsby Frederikshavn og kommunens dramatiske betydning og historie under 2 verdenskrig kunne blive iscenesat på en ny og involverende måde. Han siger:
”Stützpunkt Nord kan blive den største fælles historiske markering af besættelsestiden og befrielsen i Danmark i nyere tid. Frederikshavn har været en meget dramatisk og spektakulær historisk ramme for fortællingen om 2 verdenskrig. Bangsbo Fort, Flådestationen og Frederikshavn som udskibningsby til Norge har givet sine aftryk.”

Museumsdirektør Hans Munk Pedersen fra Nordjyllands Kystmuseum er glad for at de mange nye samarbejdsflader og den opbakning Bangsbo Fort som historisk ramme har fået.
”Vi ville aldrig alene kunne afvikle eller iscenesætte sådan et projekt uden bidrag fra kommunens Karizma projekt og de mange interesserede. Frederikshavns bunkeranlæg hed ”Stützpunkt Süd” og vi vil forsøge at skabe en ny tradion – en tilbagevendende begivenhed med vores ægte histories dramaer som grundlag. Det her kan blive meget stort.”

Initiativet til projektet kom fra en blanding af engagerede ”drengerøve” med projektleder Erik Holm Sørensen, museumsdirektør Hans Munk Pedersen, kulturkonsulent Uffe Borg og Thomas Østergaard, som iværksættere.

”Vi får besøg af veteranfly fra ind og udland; veteran lastbiler og motorcykler og en lang række lokale foreninger og klubber, der alle har givet tilsagn om, at de vil være med til at skabe denne helt unikke genfortælling af vores fælles lokale historie på tværs af generationer for borgere og besøgende i Frederikshavn kommune”, fortæller projektudvikler, Uffe Borg, Kultur og fritid.

”Netop generationsfortællingen har en helt central betydning i projektet. Vi ønsker at skabe muligheder for at vores ældre medborgere, der har oplevet og kan huske tiden under besættelsen, kan få lejlighed til at genfortælle og få dokumenteret deres egne historier for børn og børnebørn, mens tid er/inden det er for sent. Det er imidlertid ikke en historie man bare skal lege med, men tage ganske alvorligt. Der er stadig mange stærke følelser forbundet med krigen og mange har lidt under de 5 års besættelse. Men jeg har oplevet en enorm interesse og begejstring for at være med i projektet”, forsætter Erik Holm Sørensen.
Projektet skal søge midler fra nær og fjern, og endnu kendes budgetterne ikke endeligt. Det første møde på ammunitionsbunkeren d.30.11 kl. 19.00 skal bl.a. medvirke til at organisere og fordele opgaverne og skabe grundlaget for det endelige projekt.  Alle er velkomne.

PRESSE
Kulturkonsulent, Uffe Borg, Kultur og Fritd, Karizma, Frederikshavn Kommune.
Mail: ufbo@frederikshavn.dk  Mobil: 2327 3146

Projektleder Erik Holm Sørensen, Karizma Projektet, Frederikshavn Kommune
Mobil: 6136 8821

Formand for Kultur og fritidsudvalget, Mogens Brag, Frederikshavn Kommune

Kulturchef, Frederikshavn Kommune, Thomas Østergaard
Mail: tost@frederikshavn.dk Mobil: 30 62 86 70

Museumsdirektør, Hans Munk Pedersen, Nordjyllands Kystmuseum

FAKTABOKS:
Stützpunkt involverer et væld af foreninger i Fredrikshavn Kommune, ligesom der allerede nu har været stor interesse for projektet fra andre foreninger og professionelle udefra. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar